Introduktion af ny kat 

 

Når man skal introducere en ny kat i flokken/eller til en kat, er det utrolig vigtigt at det forløber så gnidningsfrit som muligt. De skulle helst ende med at blive gode venner, da de jo skal leve under samme tag i mange år. Tålmodighed i starten lønner sig i den sidste ende.

Man kan som regel altid få katte til at tolerere hinanden med tiden, lige meget hvordan man sætter dem sammen, men ideen er at de skal have det godt med hinanden. Lykken er når de kan ligge ”arm i arm” og vaske hinanden, eller spæne rundt og lege sammen.

Jo færre katte man har, jo sværere er det at vænne dem til nye. De opdrættere jeg kender som har 15-20 katte har tit lettere ved at få nye katte ind, fordi der er så mange, så det er som om de tænker, ”en fra eller til”.

De forskellige racers temperament har selvfølgelig også en del at sige, i hvor let det går.

Alle de gange vi har fået nye katte i huset, er de blevet lukket inde på ”Fort Knox”, i et døgn eller mere. Jo flere katte vi har fået, jo hurtigere går det med at acceptere de nye. 

Vi har lavet en træramme hvor vi har sømmet trådnet på, som passer i vores dørkarme indenfor. Den sætter vi så op, så  kattene kan se og snuse til hinanden – det kalder vi ”Fort Knox”.

Ideen er at vore gamle katte og ikke mindst den nye, kan se hinanden lidt an, uden at der er nogle, der kommer op at slås. I starten er der en del brummen og hvæsen, og man tænker ”det går aldrig godt”, men der har altid været en happy ending.

Det er utrolig vigtigt at man i starten tager sig mest af de gamle katte, så de ikke føler sig udenfor. Alle deres vaner skal bibeholdes. Den nye kat skal i starten have sin egen mad- + vandskål og kattebakke.

Når så de gamle kattes usikkerhed går over til nysgerrighed, kan man begynde at lukke den nye kat ud. Nogle gange skal man nøjes med et par timer ude, for derefter at give de gamle fred igen.

At forene dem alle gennem leg og lækker mad, kan også være en god idé.

Vi har nu 15 katte, som alle lever i harmoni med hinanden.