PR. Amadeus 95-163

 

Kaldenavn Bøf, Gøbbels
Køn Hankastrat
Født 12-09-1995
EMS-kode NFO d 09 22- Rødmakreltabby/hvid
Titel Premier
Mor Filaticat´s Babuschka
Far IC. Pan´s Tandem
Opdrætter Tina Pedersen, Nykøbing Mors
HCM-status Negativ nov. 2004
Udstillingsresultat:  
Voksen: 3 X BIV, 3 x NOM

Amadeus, som i daglig tale hedder Bøf, er en meget "sippet" kat. Hvis han fx er ude i regnvejr, eller får en myre på pelsen, er han ved at løbe livet af sig, for at blive det kvit. Han drikker kun nødigt af vandskålene, men foretrækker vand fra vandhanen i køkkenet. 

Han lægger meget vægt på at vandstrålen ikke er for hård! Han elsker at sove, og gerne på os. Når han engang imellem går amok, og spæner rundt og leger, stopper han lige pludselig op, og ser helt forvirret ud. 

I sine unge dage var han meget reserveret overfor fremmede, og derfor stoppede hans udstillingskarriere også hurtigt. Han er heldigvis blevet meget bedre, og det hænder at han endda kan finde på, at ligge på meget udvalgte gæster.

I oktober 1999, blev han pludselig syg. Han havde ikterus (gullige slimhinder og hud), lettere nedstemt, og ville ikke spise eller drikke. Han havde været på slankekur i 3 mdr. hvor han havde tabt sig fra knap 8 kg. til 5,9 kg. Vi tog blodprøver og røntgenbilleder og biopsi af leveren og fandt ud af, at han havde fedtlever (felin lipidosis). 

Fedtlever er en tilstand hvor der ophobes fedt inde i levercellerne, så leveren ikke kan fungere normalt. Det rammer  ofte overvægtige katte, som har tabt sig meget, eller af en eller anden grund er holdt op med at spise. Bøf´s blodprøver viste nogle forfærdelige levertal, og vi var helt knust. 

Behandlingen af fedtlever kræver utroligt meget. Det er tvangsfodring med a/d og l/d dåsemad i op til 3 mdr. I starten skal katten være indlagt hos sin dyrlæge, hvor den skal lægges på drop og have væske blandet med aminosyrer. Samtidig skal den tvangsfodres, enten via munden eller fx næsesonde. Der er ca. 70 % der kommer sig, afhængig af hvor fremskreden sygdommen er, inden man opdager det. 

Vi tvangsfodrede Bøf i 2 mdr. med A/D dåsemad 3 - 4 gange daglig. Det var hårdt, men det var det hele værd.

Et andet karakteristisk symptom, er at de går hen for at snuse til maden, men spiser intet. Vi var ved at blive skøre, fordi han intet ville have overhovedet. Jeg er endda blevet set i Føtex med en dåse Whiskas gemt i kurven, som sidste udvej, men nej.

Han er heldigvis kommet sig helt nu, og hans levertal er normale. 

 

16/6-2007: Bøf fik fedtlever for 3. gang. Samtidig havde han fået sukkersyge og hypokalimi. Vi gjorde alt hvad vi kunne, men desværre var han ikke til at redde.

Han blev aflivet d. 11/6-07, og vil blive MEGET savnet.

Bøf og Axel hygger sig på køjen